Av: Kjerstin Norén
Stort artisteri i spillet om Jeanne dʼArc.
JUNI DAHR er en norsk skuespillerinde som i mange år har hørt hjemme på Den Nationale Scene i Bergen. Nu er hun kommet til København med et superkort gæstespil, som, må vi sandelig håbe, senere vil blive fulgt op af en længre turné i landet. Dahrs spil på engelsk om Jeanne dʼArc – ”Joan of Arc – Vision Through Fire” – viser nemlig et enestående behersket artisteri frem, som brænder av passion. Hun vil noget med historien fra to sider: dels skal hun fortælle om kvinden Jeanne, ”som lovede at sige sandheden”, dels ”lover” hun selv at agere, dvs. act.
OG SPILLER gør hun, i en fortryllet firkant pyntet med efterårsblade langs to sider. Dertil ser man skjoldet, spanden og en stol – hendes rekvisitter – og, efter et stykke tid, kun hende selv. For Juni Dahr ”er” både hesten og katten. Hun slår i gulvet og smider ansigtet fra sig. Hvis ikke hun lader det smile gennem den første, anden eller tredje figur.
HUN sandsynliggjør Jeanne dʼArc som én, jorden selv har født, til en lidenskabelig, én som kunne elske; hun forklarer hendes store valg at forsvare sit land og en kongen mens hun endnu kun var en pige og menneseliggør hendes endelige beslutning om at dø på bålet, eftersom alternativet, livsvarigt fængsel, måtte synes alt forutålelig for et temperament som hendes. Hun viser os, hvordan en tro og en overbevisning, som ikke lader sig institutionalisere, vokser og vokser.
KUN een ting forbliver uklar i den lidt mere end en time lange forestilling: selve dødsøjeblikket forsvinder på en besynderlig måde, i det at skuespillerinden lader fortællingen fortsætte, uden længere at have noget at sige. Det er den eneste alvorlige fejl i en i øvrig fuldstændig nøjagtigt instrueret forestilling.
Morrow har været tilknyttet La Mama i New York. Han kender sit ”fattige” teater og hans spiller er et instrument, som overflødiggør det andet. Derfor opleves også det ledsagende fløjtespil som tamt, ved siden af Dahrs egen rytmiske kraft. Hun er ikke bare en spiller, hun er også en danser. Hun kan både tavsheden og lyden. Noget andet behøver hun ikke og dermed er der ikke sagt noget ondt om Chris Polles måde at utfylde sin opgave på, tvært imod. Men oplev dette særpræg, denne sceniske dygtighed, som blandt andet vil sige, at det er din verden. Vær i den, gør noget i den!